Efter en god nats søvn på campingpladsen i Fort Pierce, så fortsatte vi turen om morgenen ned syd på af hovedvej 1 eller A1A. Begge veje går sydpå, og mens 1’eren følger fastlandet, så er A1A strandruten. Vi havde på forhånd aftalt, at vi enten ville prøve at komme forbi Miami, eller finde et sted at sove lige umiddelbart før. Vores GPS sagde at vi ville være forbi Miami længe før det blev mørkt, så det var vores udgangspunkt.

Inden vi starter turen sydpå, så skulle vi lige ind og tanke bilen op med benzin. Jeg tankede 35 gallon på autocamperen, som svarer til 133 liter. Hjemme ville det have kostet en formue, men her skal vi blot af med ca. 490 kr.

 

IMG_3022

Optankning af autocamperen.

 

Efterhånden som vi kom mere sydpå, kom der blot tættere trafik og mere bebyggelse. Det ene hotel eller private grund, blev afløst af den anden på begge sider af vejen. Og vejkanterne var desuden klisteret til med tilbud-skilte til turister og godtfolk. Men på et tidspunkt, og faktisk kun en gang på den lange strækning på over mange hundrede kilometer, ser vi helt rå natur, og der hold vi naturligvis ind.

Her kunne børnene lige få lov at soppe i vandkanten på den dejligste sandstrand ud til Atlanterhavet, hvor bølgerne slog uberørt af mennesker, hoteller og strandcafér, ind på stranden. Det var for os og børnene en stor oplevelse, at sætte de bare fødder i den dejligste sandstrand. Børnene var optaget af at løbe frem og tilbage med vandet der trak sig frem og tilbage i takt med bølgerne, og vi voksne legede med.

Laurtis er som altid lidt for modig, og han endte også med at blive pjask våd og fuld af sand. Da vi kom tilbage til autocamperen, så skulle vi da lige prøve den udvendige bruser, som er en fantastisk ting at have lige der, og så vi kunne blive vasket rene. Jeg er blevet dybt importeret over den uafhængighed, som man har på en autocampter. Vi kan klare os i mange dage, da vi jo har en kæmpe ferskvandstank på 130 liter og indbygget spildevandstanke til både toilet og vask. Desuden er der en indbygget generator, der bare med en knap starter så vi kan se tv eller få lys.

 

IMG_3027

Et fristed med den dejligste strand og imellem alle turisterne.

IMG_3030

Så smukt som ved vores egen Vesterhav, bare meget varmere

IMG_3033

Udvendig bruser på siden af autocamperen er jo så godt

 

Afsted mod syd det går igen, og vi holdt stille ved et utal af lyskryds på vejen. Jeg må også trække den store ros af amerikanernes trafikkultur i mig igen, for efterhånden som vi kom nærmere Miami, så blev der kørt mere og mere frækt hos vores medtrafikanter.

Selvom vi ikke kunne accelerere så hurtigt som de andre, og der var masser af kø, så skulle folk alligevel snyde sig udenom og indenom hvor de kunne. Det skete med aggressiv og voldsom fart. På et tidspunkt kom vi kørende hvor vores vejbane snævrede ind, og selvom jeg blinkede for at signalere at min vejbane flettede sammen, så var der ingen der gav plads. I en blid vinkel kom der så også pludselig en bil farende, selvom vejbanen var så godt som blevet til en, og jeg måtte med et voldsomt ryk i rattet undgå at vi ikke ramte hinanden. Den lille hurtige sportsvogn kunne derfor fortage sin overhaling og komme afsted foran. Tyve sekunder senere holdt vi for rødt bag ved bilen der overhaledes os, og derfor virker det hele så meningsløst.

Den tætte trafik og de mange lyskryds ind mod Miami, får vores tidsplan til at skride totalt. Vi regnede jo egentlig med at komme hurtigt igennem, men det skete desværre ikke. Vi ville gerne have kørt ned langs den berømte Miami Beach, men det opgiver vi. Det er efterhånden blevet mørkt og klokken er ved at være 22. Trafikken er stadig massiv uanset hvor vi kommer hen. Vi beslutter derfor at sætte gps’en til at få os ned syd på Miami, så vi kan finde et sted at overnatte. Men som vi hele tiden har erfaret, så er det som om at vejen er lukket af med hegn på begge sider langs vejen, og der er fyldt op med skilte hvor der står at man ikke må parkere. Der er igen holdepladser eller steder, som enten ikke er private eller offentlige der så også er lukket. Vi får da lige tid til at nyde de flotte bygninger der er i Miami, selvom vi kun kan se lysene fra dem. Der er alle regnbuens farver fra bygningerne på skylinen, og der er sågar en bygning, hvor der med lysspot i hele sin højde, er en tændstikssmand der danser.

På et tidspunkt kommer vi hen til en bro hvor der står max 14 fod i højden. Jeg begynder virkelig at svede, for jeg har glemt at undersøge hvor høj vi er. Der er massiv trafik bag ved os, og bare det vi sætter farten ned, så begynder de at dytte bagved. Vi kører langsomt hen til broen, og jeg kan godt se at det her bliver lige lovligt spændende. Stille og roligt triller vi under, og heldigvis rammer vi ikke noget. Presset bagfra er massiv, og der er ingen forståelse for at vi er usikre på vores frihøjde. Kort tid efter finder vi ud af at vores frihøjde var 13,5 fod, hvilket kun var ca. 15 cm. i frihøjde. Puha det var tæt på.

Ude af Miami by efter kø og tæt trafik, kommer vi omsider til et lidt mere øde sted i den sydlige del af byen. Vi prøver at finde et sted vi kan parkere og være i fred. Men enten er det for åbent eller også for skummelt. Til sidst og ude på landet finder, vi en lille grusvej bag en bilophugger, hvor vi lukker ned og lægger os til at sove. Klokken er næsten midnat og vi er dødtrætte. Miami er sikkert et lækkert sted for dem der har penge og bestilt plads, men for os der bare gratis ville se byen, så var det et mindre mareridt. Trafik, kø og hegn og høje mure, så vi ikke kunne se vandet fra vejen, det var det vi primært oplevede.

Nå, men næste morgen ville vi så være klar til at køre mod ”The Keys”, som er betegnelsen for de mange øer frem mod den sidste ø mod sydvest, nemlig Key West. Det ser vi virkelig frem til.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *