Om morgen, da vi vågner på vores gratisplads lidt ude på landet bag skrothandlerens grusvej, så havde vi faktisk fået sovet uforstyrret. Jeg sover dog ikke så tungt, når jeg ligger i ukendt farvand, og jeg vågnede da også da der en gik forbi os i løbet af natten omkring kl. 4. Den mindste lyd, og mit indre beredskab fanger det på radaren så jeg vågner. Om morgenen da vi får morgenmad, viste det sig da også at være skrothandleren der havde været forbi, og han kom hen til os og spurgte om alt var ok. Det var vi jo, og vi undskyldte selvfølgelig at vi ikke havde spurgt ham først, men det var jo på den anden side også lidt svært da vi ankom midt om natten. Men han var meget venlig og sagde det ikke var noget problem. Bagefter undrer man sig lidt over, hvorfor vi overhovedet bliver opdaget, når vi ligger i flyverskjul på noget der virker ubrugeligt og efterland, og så midt om natten hvor alle burde ligge og sove.

Men vi fik spist færdig, og fortsatte nu ned på sydhavs øerne, som the Key’s jo er. Der er ca. 200 km. fra man kører på dem, og til man kommer til den sidste ø, nemlig Key West. Vi var ret spændte på hvad der ventede os, for det er lige i højsæsonen for amerikanerne, hvilket vi så først fandt ud af da vi snakkede med en af de lokale. Trafikken var som sædvanlig tæt, og nu fyldt op med biler og mobilehomes – også dem af de helst store. Amerikanerne kan ikke få tingene store nok. Faktisk så er det ikke unormalt at deres autocampere er store busser, og indrettet med alt det luksus der nu er nødvendig. Og som om det ikke var nok, så trækker de også deres 4-hjulstrækker pick-up, eller båd efter sig. Det er ikke noget jeg før har set andre steder og så markant som her. Det lader til at være folk der har penge nok, og at de ikke begrænser sig i hverken størrelse eller pris.

Vi kommer over den lange bro til den første ø, nemlig Key Largo. Allerede her kan vi se at vandet skifter fra det almindelige blå, til den Azur turkise farve. Det giver virkelig landskabet en flot farve, for samtidig kan vi også se at jorden nu er en korral-overflade, der giver hele landskabet en helt eventyr-agtig islet. Solen skinner næsten fra en skyfri himmel, og det her må da være selve paradiset i guds eget land.

 

DSCN1416

De mange broer imellem øerne. En fantastik spændende og flot vej at køre på.

DSCN1409

De mange både der sejler alle steder.

 

Vi har ikke nogen plan for dagen, og kører egentlig bare videre fra ø til. Alle øer ud til Key West er forbundet med hovedvej 1, som vi har fulgt siden Orlando. Det går fra bro til bro, og efter noget tid, så holder vi ind og spiser mad. Vi går nu for første gang ned til vandet og stranden for at fornemme naturen og det helt særlige landskab.

 

IMG_0732

Sabine ved vandkanten på de hvide koreller.

 

Som sædvanlig er tingene overvåget af politi og parkbetjene, og der holder da også en på lur der hvor vi holder ind. Der er mange skilte på at man ikke må overnatte eller campere, så en gratis overnatning på øerne, kan vi vist godt glemme alt om.

Vi fortsætter derfor i noget tid og holder ind på en Campingplads på Ohio Key, som ligger omkring 40 km. fra Key West. Den er temmelig dyr og vi må slippe $88 for en overnatning. Men taget i betragtning af at den ligger med strand og har pool, så vælger vi at tage et ophold der. Det viser sig at være en god beslutning, for det er noget af en eventyr ø vi har fundet.

Efter en god lang tur i poolen, så kommer der en pige og en dreng og spørger om vi skal spille barsket. Mine børn er lidt generte af natur, så det tager lidt tid før de begynder at forstå hvad det er vi skal. De kan heller ikke forstå sproget, så jeg må jo oversætte regler og beskeder. Det er rigtigt sjovt at spille med de amerikanske børn på disse kanter, dels fordi de er ude hele tiden, og fordi de er så åbne og ligetil. Mit eget indre legebarn fik pludselig frit løb og jeg legende med i en halv times tid indtil maden var klar. De ville virkelig gerne spille med os dagen efter igen, men det var desværre ikke muligt da vi skulle afsted igen.

 

DSCN1390

En rigtig god campingplads lige ned til vandet og med smukke farver.

 

Om morgenen, så går turen nu mod vores slutmål, nemlig Key West, og efter en lille times tid i moderat tempo (der er jo meget trafik) så rammer vi den omsider. Det er virkelig en god fornemmelse at nå det sidste store geografiske mål vi har sat os, og vide at vi nu kun skal tilbage og kan gøre det i vores eget tempo. Vi tager en tur rundt på øen, men det er rigtigt svært at komme igennem med den store autocamper. På vejen kommer vi forbi den berømt forfatter Erenst Hemmingways hus. Vi tænke at vi nok lige kunne stoppe og se det, men opgiver pga. trafik og fordi den nærliggende parkeringsplads skal have $10 for at holde en time. I stedet kører vi ned til havnen for at nyde ankomsten til den sidste og hvor der er en parkeringsplads. Men igen igen, så går der kun et øjeblik, før vi bliver smidt væk af en myndighed på stedet.

Det pisser mig virkelig af, at man konstant skal være i bevægelse eller betale en formue for at stoppe og parkere. Havde man nu bare begrænset de mange biler eller gjort det muligt at gå ind til byen fra en parkeringsplads udenfor byen, sådan som vi gør i Danmark, så havde man løst det grundlæggende trafikproblem. Men amerikanerne vil jo køre og køre, og helst hele tiden. Vi må bide i det sure æble og køre ind på Burger King, hvor man så må holde hvis man køber noget. Vi køber her 4 cheeseburgere, og får dermed en parkeringsbillet med i købet. Den bruger vi til at går en tur ned langs havnen, så vi kan få lidt af den sejersfølelse det er, at befinde sig på USA’s sydligste punkt og vores eget personlige mål.

 

IMG_0735

Key West, og målet for rejsen langs østkysten i USA. Nu kan det kun gå tilbage mod nord.

Efter to times tid besøg på Key West, så begynder vi at trille tilbage igen. Det har været en højspændt, men god dag.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *