Dag 2 under vores ophold i New York, og vi havde nu fået fornyet energi efter at have sovet tungt ovenpå gårsdagens lange gåtur. Børnene havde også fået energien tilbage igen, og selvom vi forventede de ville modsætte sig endnu en lang gåtur, så havde den kolde og lange oplevelse ikke påvirke dem synderlig. Faktisk kunne de næsten ikke vente med at komme afsted igen.

Vejret var også noget bedre, da temperaturen lå på små 10 grader og viden havde lagt sig. Det var overskyet men behageligt at være udenfor. Vi havde vist også fået lidt for meget sol dagen forinden, for vores ellers så blege ansigter var ikke så blege mere, men nærmest rosa.

På dagens tur til det sydlige Manhattan, var vi dog enige om at Metroen skulle være vores primære transportmiddel fremfor gå-benene. Efter morgenmaden tog vi afsted med Metroren, som lå kun et stenkast fra vores hotel. En af vores store mål i New York var Ground Zero, og det sted hvor de to høje World Trade Center engang stod, men som efter at være blevet terror-ramt af to passagerfly, styrtede i grus. Bygningerne blev bygget tilbage i 70’erne og som et symbol på den amerikanske storhed og udødelighed. At vi så skulle opleve en af historiens værste terrorangreb den 11. september 2001, og på et tidspunkt hvor vi troede at verden var ved at blive et bedre sted at leve i, kom nok som et chok for de fleste. Jeg husker tydeligt og i detaljer hele den dag for 15 år siden, og som den dag i dag stadig er helt surrealistisk.

Men pludselig stod vi der ved Ground Zero, og jeg fik en mærkelig og helt surrealistisk fornemmelse i hele kroppen. Alt det vi troede vi havde lagt bag os, lå nu fysisk foran vores fødder. Vi stod længe der og kikkede på de to store kvadratiske huller i jorden, der med vand løbende ned af de polerende indersider, vidnede om hvad der engang var. Langs kanten stod alle de mennesker skrevet som måtte lade livet under terrorangrebet. Man kan ikke andet end anerkende den respekt og ydmyghed, som Amerikanerne altid viser deres dødes landsmænd. Hele mindeparken er et smukt og fredfyldt sted at være, og selvom området er stærkt bevogtet af politi med tunge håndvåben, så bliver det hele overskygget af en ro og afstandstagen til vold og terror.

 

IMG_2694

Størrelsen på den faldende kæmpe taler næsten for sig selv

IMG_0610

Blomster var sat ned på flere af navnene og sikkert af de pårørende.

Ved siden af de to gamle World Trace Center grave, har Amerikanerne så i stedet bygget et helt nyt højhus, nemlig One World Trade Center – tidligere også kaldet Freedom Tower. Det er den højeste bygning i USA og med en højde på 417 meter fordelt på 105 etager. Tager man antennen på toppen med, så rager den hele 541 meter op i himmelen. En flot bygning, og et symbol på, at ovenpå terror vokser der blot et endnu større monoment op.

 

IMG_0609

One World Trade Center – der ligger lige ved siden af de to gamle tvillinge tårne

 

I parken og ovenpå de næsten 2500 begravede mennesker, ser jeg så mine egne børn løbe rundt og lege. De har ikke oplevet angrebet i 2001 og kan endnu ikke rigtigt forholde sig til det dybe sår i den amerikanske folkesjæl det er. Men at se næste generation helt uskyldigt vokse op på asken af en tragedie, og uden hverken tegn på hævn eller had, omgivet af træer i forårets lysegrønne farver, giver pludselig en mening med livet. De skal snart overtage verden fra os andre. De får en ny chance. Så kan vi kun håbe på at de gør det lidt bedre end vi andre formåede.

 

IMG_0613

Museet under jorden.

 

Under jorden er der et museum om 9/11 tragedien, og egentlig havde vi ikke de store forventninger bortset fra det man havde set på Tv – altså nogle effekter fra terrorangrebet. Men vi blev meget positivt overrasket og imponeret, og over den igen meget grundige og gennemførte opbygning museet havde. De to bassiner i parken, som vi troede var helt isoleret, viste sig at fortsætte ned under jorden til museet. Her havde man bevaret hele strukturen fra bygningerne i sin oprindelige form. Under bassinerne var således udstillinger, billeder, film, effekter og historier fra de øjenvidner og medier der dækkede tragedien dengang. Rummet under jorden var kæmpestort, og der var vist ikke sparet på noget. Allerede når man kommer ind på museet, så forstår man virkelig hvilke kræfter der var på spil, og når man se tykke stålstolper være bøjet, som var det smør.

 

IMG_0614

En af de tykke jernsøjler og som er bøjet helt rundt.

IMG_2708

Et stykke af den store antenne der stod på toppen af nord tårnet

IMG_2712

En udbrændt brandbil.

 

Selvom hele museet bygger på en trist historie, så havde arkitekterne alligevel formået at gøre det til et rart sted at være, og fortælle deres historie på en meget afbalanceret måde. Det var meget tydeligt at det påvirkende amerikanerne rigtigt meget, og jeg så flere af de besøgende gæster, der havde tårer trillede ned af kinderne og efterfølgende måtte sætte sig ned. Os der var på afstand og på den anden side af Atlanten, var måske ramt af vis sorg og foragt, men det er slet ikke noget i forhold til hvordan Amerikanerne og navnlig New Yorkerne måtte føle det.

 

IMG_2723

Happy meal på Mc Donnalds.

IMG_2724

Ren glæde.

 

Børnene var efterhånden ved at være trætte af stedet og da vi befandt os et godt stykke under jorden, så var deres hoved-fokus på rulletrappen tilbage til jordoverfladen. Ude af museet forlader vi nu Ground Zero og bevæger os ned mod det finansielle distrikt, hvor den meget berømte gade Wall Street blandt andet også ligger. Inden vi kom så langt, så havde børnene i længere tid plaget om at komme på Mc Donalds, og de fik os åbenbart overtalt. Da frokosten var overstået, var vejret skiftet til regnvejr og vi kunne blive nød til at ændre planer. Derfor besluttede os for at tage Metroen hjem til hotellet, for enerigen var igen også ved at være brugt. Det blev til en kort aften, da vi faldt hurtigt i søvn.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *