Efter den succesrige tur til Key West, går turen atter mod fastlandet. Da vi ikke sådan har den store hastværk med at komme tilbage, så kunne vi jo taget et par stop undervejs. Der blev derfor tid til at købe et par souvenirs og lidt tøj. Tøj er rigtigt billigt i USA, så det kan betale sig at fylde sin garderobe op, og når man alligevel er på disse kanter.

Undervejs prøver vi også at høre priser på campingpladser nær Key West, men de er helt opskruet. En enkelt skulle have hele $130 for en overnatning.

Vi finder omsider en campingplads lidt længere væk fra Key West end den vi boede på dagen før. Det var også lidt billigere. Det skulle også vise sig at være en rigtig god campingplads, hvor vi fra første række til vandet, kunne nye udsigten.

Efter vi er kommet til rette, så kan vi lukke op for en flaske vin op og læne os tilbage under de dejlige varmegrader. Det er meget svært at få nok af den varme og specielt når solen er gået ned, så bliver det slet ikke koldt.

 

IMG_0765

 

Vores naboer ligger i telt og de er ivrige fiskere. De har stået ved vandkanten i noget tid, men vi lægger ikke synderligt mærke til det. Vi har set så mange fiskere på vore vej. Nogen har siddet i både, mens andre har stået på broer. Men pludselig råber han noget til mine børn på engelsk, og de bliver bange og kommer løbende hen til mig. Det vækker min nysgerrighed og jeg går over til fiskeren. Her ser vi han har fanget en hammer-haj. Godt nok kun en baby, men for os vikinger, så er det sandelig ikke hver dag vi står med en vild haj så tæt på.

Jeg tror nok lige vi tænker os om en ekstra gang før vi går i vandet og bader her, for den har sandsynligvis også en fætter der kan være noget ældre og større.

De valgte senere at slippe hajen løs igen. Desværre var den efter at have kæmpet med fiskeren og været oppe over vandet, nu så svækket at den lå hel livløs i vandet, da de lagde den ned i vandet igen. Hajer skal være i konstant bevægelse for at få vand og ilt igennem gællerne, ellers dør de. De forsøgte derfor at trække hajen igennem vandet, men lige meget hjalp det. På et tidpunkt slipper den ud og jeg ser den basker med halen lidt længere ude. Jeg ved ikke hvad der videre skete med hajen, men jeg håber den kom til sig selv igen og fik en ny chance.

 

IMG_0741

Hammerhajen, som man ikke skulle for tæt på.

IMG_0742

Hammerhajen er tilbage i vandet, men er livløs.

 

Om aftenen gik jeg en lang aftenstur alene med mine børn. Det er en dejlig følelse at have tid til at lytte til dem. Når man virkelig er der for dem, så har de en masse ting der gerne vil fortælle og spørge om, men som man i dagligdagen nedprioriterer. Jeg tror de sætter pris på at få den tid der er nødvendig for at forstå livet af deres forældre. Jeg glæder mig i hvertfald meget over de små magiske øjeblikke, hvor man finder den sande lykke, og som er langt væk fra alle de materielle goder. Det opleve jeg på denne tur.

 

IMG_0745

Aftentur med mine børn på campingpladsen. Vi gik forbi de store campingbusser hos folk hvor penge ikke er noget problem.

IMG_0748

Camping for fiskefolket. De kunne stikke fiskestangen ud fra vinduet i campingvognen

 

Næste morgen kører vi det sidste stykke afsted ud af Key-øerne, og kommer tilbage til fastlandet. På vejen over til fastlandet kommer vi til at sidde i en kæmpe kø, så det tager noget til at komme frem. Vores plan er at besøge det berømte Everglade område på vejen tilbage. Everglade er en nationalpark i det sydvestlige Florida, og mest kendt for det enorme sumpområde, og hvor den Amerikanske alligator lever.

Vi havde nu ikke regnet med på egen hånd at tage ud i en kano og kikke på dem, så derfor ligger der en alligatorfarm man kan besøge. Vi kommer frem dertil hen af eftermiddagen, og da planen er at besøge farmen den næste dag, så finder vi en blind vej tæt på et villakvarter. Her klodser vi bilen fast, får lavet mad og lagt børnene i seng. I modsætning til alle andre steder vi har været, så er der fuldstændig fred og ro her. Den følgende nat sover vi totalt godt igennem, og er derfor klar til morgendagens nye oplevelser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *