Opholdet på campingpladsen med de frie alligatorer skræmte os vist så meget, at vi nu kørte nordpå tilbage mod Orlando. Egentlig ville vi nok have overnattet undervejs på turen dertil, men i USA er det næsten umuligt at finde de små dejlige steder vi kender fra Europa, og som man bare holder ind og overnatter på. Vi er jo i et kapitalistisk land, så hvis man vil opleve perlerne, så må man også betale for det. Vi oplevede at køre på en landevej hvor der var masser af landbrug og gårde. Men som vi har set det så mange gange før, så er der langs vejen hegn der adskiller den offentlige vej, og så de private marker. Indgangen til gården er også lukket af med en jernport. Undervejs er det ellers meget sparsomt med offentligt steder og skove hvor alle har adgang til.

På et tidspunkt kommer der et skilt med en rasteplads, men denne er blot en lille gruset holdeplads, som der kun kan holde en enkelt bil på. Efterhånden som vi nærmer os Orlando, så bliver mulighederne for en fredfyldt gratis overnatning også mere begrænset, og det var jo det vi helst ville have undgået. Vi havde jo nogle dage tilbage i USA hvor vi kunne køre derhen vi ville og gøre hvad der passede os. Da vi kommer sent frem til Orlando om aftenen, så lykkedes det os at finde et villakvarter, hvor vi parkerer i en kæmpe rundkørsel for enden af villa-vejen. Vi føler os ret trygge her, for der er fredeligt og ordenligt. Ellers er mange af kvarterene lukket af med hegn og port. Man kommer ikke bare ind i et villakvarter som herhjemme, og med mindre at man har en lovlig tilladelse til det.

Den næste dag bruger vi så tiden på at besøge en af de mange parker Orlando indeholder. Det er gratis at opholde sig der, og i denne vi fandt, var der desuden også et splash-world. Det er blot et område hvor der er sat nogle rør op der sprøjter vand, men når det er 34 grader i luften, så er det rigtigt skønt at blive svalet ned. Parken ligner ellers mange af de andre amerikanske parker, som med stier af beton-elementer og en vedligeholdt have, der ikke giver ukrudt eller uautoriseretrede planter mulighed for at vokse frit.

 

IMG_3198

Splash-world i en af de gratis parker vi besøgte. Et vandland med masser af vandplask

IMG_3200

Afkøling på en varm sommerdag.

IMG_3204

Vandkamp

IMG_3207

Legepladsen efter vandturen.

 

Da turen nu hastigt nærmede sig sin afslutning, så besluttede vi os de sidste dage at ligge fast på en plads nær Orlando centrum. Pladsen var dårligt vedligeholdt, men ellers var der både pool og vaskefaciliteter. Børnene var helt vilde med at komme i vandet, og derfor var det også der vi opholdt os mest, og som vi næsten havde for os selv.

I de dage vi havde tilbage, så gik vi også igang med at lære børnene at svømme. Meget upædagogisk, så lukkede vi blot mere og mere af luft ud af deres baderinge, så der til sidst næsten ikke var mere i. Selve baderingen kunne vi ikke få af dem, da der åbenbart er noget psykologisk i stadig at have den på, selvom den ikke længere havde nogen funktion.

Men hvor er det fantastisk at lære sine egne børn at svømme. Tænk at vi i hverdagen sender vores børn til svømmeundervisning, og så ellers går på arbejde for at betale for det. Det er meget sjovere selv at lære dem det.

 

Næsten ingen luft tilbage i baderingen

Næsten ingen luft tilbage i baderingen

IMG_3263

Der kæmpes for at holde sig oven vande – nu kan vi næsten svømme.

 

Den sidste nat vi opholder os på campingpladsen oplever vi også for første gang regnvejr. Ikke bare et regnvejr, men virkelig et uvejr. Lynene kom med meget få sekunders mellemrum, og mindende nærmest om fotografernes blitzlys når der var bal på slottet. Regnen væltede ned, og det var næsten som vi lige skulle have naturen sidste festfyrværkeri med på vejen hjem. Jeg sad længe ude i førehuset på autocamperen, og så hvordan lynene skar sig ned igennem atmosfæren – det var virkelig flot og en dejlig afslutning på et fantastisk ophold i USA.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *