Vi havde på forhånd planlagt 5 dage i New York, og vi var meget i tvivl om det var for meget eller for lidt. Men jeg tror det var helt perfekt, for suset i maven over at være i New York, begyndte at aftage kraftigt, og selvom det lyder lidt mærkeligt, så begynder der at gå hverdag i tingene. Vi kunne sådan set godt have brugt nogle flere dage til at fordybe og udforske de ting turisterne normalt ikke ser ved første øjekast, og jeg ville også nyde at spise en rigtig dejlig middag på en rigtig New York’er restaurant. Men temaet for denne tur er at ride på en bølge af eventyr, og sammen med vores børn at få oplevelser og samvær, der netop ikke er hverdagsagtig. Så derfor var det også med fornyet spænding, at vi nu gjorde klar til at rejse til Washington DC, der som de fleste jo ved, også huser statsadministrationen med præsident Barak Obama i spidsen.

Som vi skrev dagen før, så havde jeg på nettet fundet nogle billige bus-billetter, for det kunne vi jo lige så godt gøre, når tid ikke umiddelbart er en primær faktor.

Vi fik checket ud fra hotellet halvanden time før busafgangen, således at der var tid nok via Metro, at få børn og bagage ind til midten af Manhattan hvor bussen gik fra. Normalt går tingene rimelig raskt, men med hele ens liv i et par kufferter på slæb, så tager alt lidt længere tid.

Ankommet til busstationen, som vi fra dagen før fandt ud af hvor var, fik vi også sikret os hos stationsforstanderen, at bussen rent faktisk også stoppede der. Når vi kikkede ned ad den ensrettede gade hvor bussen skulle stoppe, så var der ikke plads til at komme udenom, for bilerne der holdt parkeret i siden, men som de jo ikke måtte, forhindrede meget naturligt dette. Efter en halv time ankom bussen, en gammel faldefærdig svend, som jeg tvivler på vare gået igennem et bilsyn herhjemme. Ud kommer så chaufføren, der er en sort mand i jeans og hvid t-shirt. Han var venlig nok, hvilket alle mennesker på vores vej indtil nu har været, men der var meget langt til de der luksusbusser og det personale i skjorte og slips, som man jo også kan opleve hos et busselskab. Der var nok en årsag til at busturen var så billig som den var, men på den anden side så sad vi jo nu ganske ok, og hvor turen til Washington på 4½ time bare skulle overståes og nydes.

 

IMG_0653

I bussen på vej til Washington DC. En gammel skrammelkasse, men ellers ok

 

Placeret i højre side på to rækker, så begyndte turen ud af New York. Ruten gik under Hudson-floden, som blev verdenskendt for nogle år siden, da et rutefly fik total motorstop på begge motorer efter nogle gæs blev suget ind, og flyet måtte landede på floden. Alle passagerer overlevede mirakuløst.

Køreturen gik herefter forbi Newark lufthavnen og videre af motorvejen mod Washington DC. Skråt bagud kunne vi se hele Manhattan og skyline, med den blå klare himmel som baggrund. Det var det et fantastisk syn. Faktisk har vi lagt mærke til at himmelen er mere blå herover i USA, men om det er et tilfælde eller det bare er sådan, ved jeg ikke, men humøret er altså bare bedre per automatik når lys og farver er malet på himmelen, end når det er kedeligt og gråt.

 

IMG_0649

New York’s skyline på den blå himmel. Billedet er desværre lidt utydelig, men en fryd for øjet.

 

Jeg sidder ved siden af min datter Sabine, og hun ville gerne spille kort. Jeg ønsker dog lige at nyde de sidste glimt af New York, så hun må vente lidt. Kort tid efter er hun faldet i søvn, og det er hendes lillebror, der sidder foran hos sin mor også. Kort tid efter skifter landskabet til industri og senere til landbrug. Det kunne såmænd lige så godt have været et landskab i Danmark.

Efter 1 times tid vågner børnene og sikkert fordi temperaturen er over svedgrænsen. Varmen eller køllingen samt de blæsere der normalt sidder over en i bussen, var gået i stykker og temperaturen var ulidelig høj. Men nu har vi i så mange dage været vant til lave temperaturer og kold luft, så vores tolerance var nok lidt højere end normalt. Sabine laver en lille vifte af det papir hun har med til at tegne på, og vi bliver i stedet serviceret med lidt frisk luft fra hende.

Efterhånden så nærmer vi os Washington DC, så er noget af det første vi lægger mærke til, er alt de politi der er alle steder. Vi bliver sat af i midten af byen og under samme kaotiske forhold, som da vi stod på. Igen på en trafikeret vej, og hvor trafikken omkring os bliver påvirket af vores afstigning. Vi får dog hurtigt vores  bagage ud af maven på bussen og skal nu videre til Metroen. Jeg havde fundet et hotel i Huntington, der ligger sydvest for Washington centrum. Igen tæt på en Metro og til en pris der var ca. halvdelen af et i centrum.

 

IMG_0656

Ankommet til Washington DC.

IMG_0655

Et gedemarked af dimensioner. Trafikken på gaden stoppede næsten helt mens folk gik af og på.

 

Metroen bliver fundet, og vi går ikke længe før vi opdager et total stilskifte i forhold til New York. Folk går nu klædt i stramme jakkesæt, ser alvorlige ud, og hvis de ikke lige står og læser i de medbragte papirer, så forgår bevægelsen i faste og raske skridt Tiden for folk er kostbar her. Der er meget mere plads, der er rent, og der er orden og struktur på ting hvorhen vi end kikker hen. Luften er også anderledes og nærmest neutral. I New York lugtede der sødt i en blanding af dyr parfume, og smog fra biler og slum. New York er de unge og de håbefulde menneskers by, hvor energi og livsmod holder byen i et hæsblæsende tempo. Desværre falder nogen helt igennem og lever et usselt liv i fattigdom på gaden. I Washington ser man modsat både ældre mennesker og børn, men fattige, gade-musikere og tiggere ser man slet ikke. Her bor eliten, og dem der kan lide lov og orden efter regeringens rettesnor.

Også temperaturen er blevet højere. Den kolde vind i New York er blevet afløst af en lun brise, som dog ikke erstatter vindjakken, men tæt på.

 

IMG_0657

Hvilket stilskifte i forhold til New York’s metro. Rent, pænt og struktureret. Der var nu masser af plads til at bevæge sig ned af paronen.

 

Da vi endelig kommer frem og ud af Metroen, så skal vi igennem en park og noget grusvej. På kortet så der ikke langt ud, men i virkeligheden og med tunge kufferter og trætte børn, så er det noget andet. Sabine har flere gange nægtet at forsætte, og vi må da derfor også kæmpe os op af en stejl villavej med to børn skiftevis på skulderen før vi er der. Endelig er vi på hotellet, og jeg bliver mødt af en gabende ældre herre i receptionen. Da han endelig får gabt ud, siger han en masse ting meget hurtigt på amerikansk. Jeg fattede ikke ret meget af det, og siger bare “ja-ja”, og vi herefter vores tiltrængte nøgler til værelset, så vi kan komme ind og hvile.

En forholdsvis kort tur, men som føles som en hel dagsrejse er tilendebragt. Jeg kan dog ikke lade være med at gælde mig over at missionen lykkedes, og vi nu er i hovedstaden på verdens eneste supermagt. Næste dag skal vi se noget af det der så ofte vises på tv. Vi glæder os helt vildt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *