Vi havde diskuteret om vi skulle forlænge tiden i Washington DC, eller om vi nu skulle rejse ned syd på til Orlando. Som så oftest før, så havde jeg på forhånd ledt efter billige fly-billetter. Det var ikke lykkedes på det tidspunkt vi ville afsted, og så blev det kun dyrere og besværligere hvis vi ventede. Vi nærmede os weekenden, og der skulle alle andre også rejse. Så stiger billetpriserne til det dobbelte. Skulle vi alle fire til Orlando, så kostede det næsten 6000 kr. Det synes vi var i overkanten. Igen søgte jeg alternativt, og fandt så en busrute til Orlando. Den skulle vi kun slippe 2000 kr. for, men så tog turen også 22 timer.

Det lød fristende, og dog, for med to børn på så lang en bustur, og uden at vide hvordan tingene ville forløbe, så ville det være noget af en prøvelse.

 

image

Afgang fra hotellet i Washington DC. Vi skulle lige igennem et beboelses kvarter før vi kunne komme med Metroen

 

Vi endte alligevel med at bestille bus-billetterne, og vi tager derfor for sidste gang med Metroen ind til Washington DC’s togstation. Som med alt andet i Washington DC, så er tingene så enormt flotte og gennemførte, og det var også tilfældet med togstationen. Vores hovedbanegård i København kunne godt lære noget her, for det var et sted der virkelig er rart at være. Hele hovedbygningen er i marmor, og udsmykningen er enestående. Det fremstår som nyt og godt vedligeholdt. Der er herefter en række overdækkede forretningsgader, hvor alverdens kendte butikker også holder til. Ingen skidt eller smuds i krogene.

 

image

Forhallen og togstationen i Washington DC

image

Togstationen i Washington DC. Flot, velholdt og behageligt sted at være.

 

Vi lægger specielt mærke til det sikkerheds-check der er ud til de toge der holder klar til afgang, som man gør med fly i dag. Mon vi også skal forvente det i fremtiden når vi skal med DSB? Vi skal jo med bus, og her er ventesalen placeret udenfor hovedbygningen, men med varme, tv, og bøger til de ventede gæster. Det er jo en ren luksus i forhold til i Danmark eller andre steder. Pludselig kommer en sikkerhedsmand på besøg i ventesalen. Han vil se om vi har gyldige billetter for at må sidde her. En enkel har ikke, og bliver eskorteret væk. Ingen protester her, for ordensmagten er så meget i overskud, at ingen skal sætte sig op i mod den.

Det er med en vis vemod at vi skal forlade Washington DC. Byen, som vi fra tv ved huser regeringen og parlamentet. Men alle de skatte byen ellers byder på, får ikke meget omtale. Det er synd, for der er så meget mere at se, og som vi gerne ville have set mere af. Hele kunstudstillingen, har vi ikke besøgt, men kun gået forbi. Vi står virkelig med et ønske om at vende tilbage hertil en dag, og så følge op på alt det vi ikke nåede at se. Temperaturen passede os også fint. Omkring 15-20 grader og mere sol end regn og skyer. Men nu tager vi videre, og det kilder i maven for at komme afsted på den lange køretur.

 

image

Venteværelset til bussen og børnene spiller kort

 

Lige inden vi skal afsted med bussen, bliver Helle dårlig og får migrene. Hun er nød til at lægge sig ud på en bænk. Der går da heller ikke længe før både forbipasserende og sikkerhedsfolk spørger til hende. Jeg får købt et par hovedpinepiller, og det ser ud til at hjælpe på det. Men så går det som så oftest før, at vores afgang bliver uventet kaotisk. Da vi skal med bussen giver jeg dem billetterne, der består af tre strækninger med busskifte. Jeg har printet alle billetterne fra hotellet, men på begge sidder. Det må man ikke, for de skal beholde billetten, hvilket jo så gør vi mangler en billet på den anden side af papiret. Jeg må tilbage på buskontoret, men de har ikke tid. Jeg må derfor hæve stemmen og jeg er gal. Med en syg hustru og to børn med lidt for meget og ukontrolleret energi, så skal der ro og styr på tingene nu. Det hjælper, og buspersonalet får nu udskrevet de nødvendige billetter. Tilbage ved bussen skal baggagen ombord. De siger så at vi mangler at checke bagagen ind. Jeg har aldrig før hørt om at man skal det i en bus. De mener også vi mangler at betale for en baggage. Der er et styk bagage gratis plus en håndtaske pr. person. Vi mener den ene er en rygsæk og dermed en håndbagage, men det mener de ikke. Vi får dog lov at komme med for tiden for afgang er næsten overskredet.

Vi kommer ombord, og skal finde en plads. Det kniber, for bussen er næsten fuld af passagerer, og de pladser der burde være frie, bruger folk enten til at ligge ned på, eller til deres baggage. Vi har to børn med, og her beder jeg med bestemt stemme om en ledig plads. Det lykkes at få to pladser bagerst i bussen til pigerne. De sidder næsten ved siden af hinanden i midtergangen. Jeg går tilbage til den forreste ende af bussen, og det samme gentager sig her med succes for mig og sønnen.

Vi kører nu afsted fra Washington DC, og alle undtagen mig falder i søvn. Kl. 16:30 ankommer vi til Richmond i staten Virginia. Den næste bus skal først køre kl. 20:00, og med yderligere et kort busstop i Fayetteville i North Carolina kl. 01:30, så forventer vi en nogenlunde rolig nat under omstændighederne. Vi har ingen problemer med at sove i en bus, og selvom det naturligvis ikke giver den samme gode søvn som i en rigtig seng.

 

image

Busskifte i Richmond, Virginia

 

Inden afgang, så skal vi have lidt aftensmad. Det lokale cafeteria, serverer kun det sædvanlige amerikanske fastfood. Vi er ved at være godt trætte af det, men må nødtvunget bestille burger og pomfritter, da der stort set ikke er andet at få. Allerede da vi får den serveret, kan vi godt fornemme at råvarerne ikke er i top. Jeg er ikke tryg ved at spise noget, og udvælger nøje hvad jeg tager indenbors. Det smager ikke godt. Colaen er stærkt fortyndet med vand og smager af klor. Den drikker jeg dog da jeg har brug for væske, og for en gang skyld sætter jeg pris på den klor der er i drikkevandet, da det så forhåbentligt kan slå de bakterier ihjel, som jeg tror vores mad er fyldt med. Børnene spiser heldigvis næsten ikke noget.

Vi ender med at smide det meste ud, og går så tilbage til bussen der står og venter. Vi blev ikke mætte, men har også totalt mistet appetitten for at spise noget lige med det samme, og efter den oplevelse. Vi stiller os op i kø til bussen, men det gør man åbenbart ikke i USA. Her venter man til afgangen bliver kaldt ud, og så stiller man sig i kø. Så vi bliver da også hurtigt smidt væk igen. Vi bliver omsider boardet, og den bagage der før var bøvl med, kunne jeg lige ompakke, og nu var det pludselig ikke et problem mere. Alt vores bagage blev også vejet og på-monteret et “tag” (en label der viser bagagen er checket ind)

 

image

Busterminalen i Richmond. Alle kufferter er nu blevet checket ind og vi venter på at blive re-boarded

 

Børn skal sidde bagerst i bussen, og det passede os fint. De andre var nu også kommet ombord, men det gik hurtigt op for os, at de ledige pladser på det helt bagerste rækker, også oftest tiltrækker folk der helst vil undgå chaufførens opmærksomhed. Desværre placerede et par uheldige elementer sig også her, og de startede da også ud med at gøre sig uheldig bemærket.

Da vi skulle til og afsted, så fik vi en lang annoncering over højtaleranlægget om, at rygning, alkohol, larm, våben osv. ikke var tilladt. Og ganske rigtigt, så tog vores sidekammerater kort tid efter en en e-cigaret frem, så der spredte sig en sød duft i bussen. En anden havde sat fuld kul på sin mobiltelefon, så vi alle kunne lytte med til hans technomusik. Begge ting blev dog stoppet til et tålelig niveau, selvom sådanne folk åbenbart skal udfordre og afprøve grænserne på ny.

Efter ca. to timer kom vi til byen Rocky Mount. Hvad vi troede bare var et stop og chaufførhvil, som vi bare kunne sove fra, viste sig at være helt anderledes. Vi skulle alle ud af bussen og sætte os i venteværelset. Børnene sov, og derfor måtte vi bære dem ud. Efter 20 minutter skulle vi stille os op på rad og række igen, for så at gå ind i bussen. Det samme gentog sig ikke mindre end 4 gange mere i løbet af natten. Selvom børne sov i vores arme ind og ud, så skal der ikke meget fantasi til at forestille sig hvor meget søvn forældre fik den nat.

 

 

image

En af de mange stop undervej i bussen. Sabine er her vågen, og kan trods alt smile lidt.

 

Hen ad morgenen begyndt børnene at vågne. De havde hele natten sovet på langs af de to sædder, og så enten med benene eller hovedet på vores skød. De var selvfølgelig blevet båret ud og ind et par gange, men Laurtis opdagede det vist slet ikke. Nu var de friske, men det var vi ikke. De var aktive og ville lege. De andre i bussen sov, så vi så måtte få dem til at sidde og være stille, mens vi kæmpede mod trætheden. Det var nogle lange sidste timer frem mod Orlando, og som vi ankom til kl. 12:30

På busterminallen i Orlando stod vi så af, og var nået over den grænse, hvor man ikke føler sig træt mere. Det hjalp os til det sidste stykke ud til hotellet, for at blive indlogeret. Varmen var nu skiftet fra en god dansk sommerdag på 15-20, til 23-29 grader hele døgnet. Det føltes så behageligt at kunne smide vindjakken og tage de korte shorts på. Humøret løftede sig en del efter busturen, som jeg syntes var en speciel oplevelse, men ikke noget der kan anbefales med børn, og hvis man ønsker at komme udhvilet frem. Bussernes stand var ok, men så heller ikke mere. Der var toilet i bussen, men det var lidt ulækkert, og tingene var generelt slidte, gamle og dårligt vedligeholdt. Tidsplanen blev dog overholdt hele vejen.

På baggrund af situationen fra den lange rejse, og vores mentale trætte tilstand, så ændrede vi nu planerne en smule. Vi vil nu i stedet bruge et par dage i ferieparadiset ved Orlando og komme til kræfter igen. Den første halvanden uge i vores høje tempo har været helt fantastiske. Det har levet op til alle vores forventinger og vi kunne sagens blive ved. Nu har vi brug et par dages hvile og inden vi tager næste etape på vores drømmetur, nemlig i en Autocamper ned til Key West, og med stop på Cape Canavaral Space center, Miami Beach og Eveglade krokodillefarm undervejs.

 

image

Sommeren er kommet og 25 grader. Palmer pryder nu gadebilledet.

image

Vandet er fantastisk dejligt og slet ikke koldt. Børnene er i poolen i næsten 2 timer.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *